Diverse information

Det allerførste selvstændige Sølvpil-blad blev udgivet af forlaget Bastei i Tyskland den 2. juni 1970. Først et halvt år senere den 11. december 1970 kom det første Sølvpil på gaden i Danmark. Som det fremgår nedenfor, så er forsiden og historien fuldstændig den samme.


Silberpfeil nr. 1 fra 2. juni 1970


Sølvpil nr. 1 fra 11. december 1970



På de tyske Sølvpil-blade kunne man nederst på forsiden se prisen på bladet i en række andre europæiske lande, jævnfør eksempel nedenfor fra blad nr. 178, der kostede 1,30 D-mark i 1975. Forklaringen er nok en kombination af to ting. Flere af landene har attraktive feriedestinationer for tyske turister - og hvor der var mange nok, fulgte tyske aviser og blade med. Også mange steder i det danske sommerland kunne man købe Silberpfeil. En anden forklaring er, at der også uden for Tysklands grænser tales tysk og derfor var der et marked i disse områder.
I Luxembourg er tysk et af de officielle sprog. I Østrig tales en variant af tysk og der er et stort tysktalende område i Schweiz. I provinsen Sydtyrol i det nordlige Italien er næsten 2/3 af befolkningen tysktalende. I det østlige Belgien og østlige Frankrig er der små tyske mindretal. Der udkom ialt 767 Silberpfeil-blade nummereret fra 1 til 768, men nummer 640 udkom ikke på grund af strejke.




Sølvpil nr. 2 fra 1976 fortæller historien om Månestråle, der bliver taget til fange af en fjendtlig pawnee-stamme. Hun skal ofres til ære for den store ånd Tirawa. Pawneerne troede på, at ofringen af en ung squaw (der ikke var en af deres egne, men kidnappet fra en anden stamme), ville give frugtbar jord og styrke på slagmarken. Inden ofringen blev tøjet taget af pigen og hun blev renset og indsmurt i rød jordfarve. I forhold til Frank Sels originale tegninger til historien var der i Sølvpil fra 1976 udeladt tre billeder, som udgiverne åbenbart mente var lidt for hård kost for læserne. Men tegningerne er med i det norske julehæfte fra 2014, hvor historien er genudgivet. Månestråle bliver naturligvis reddet i sidste øjeblik, da kiowaer og hidatsaer ved et fælles angreb stormer den forskansede pawnee-lejr. Se de tre billeder nedenfor og læs mere om det grusomme pawnee-ritual, som blev kaldt Morning Star Ceremony




.