Kiowaerne

Kiowa-stammen var en blandt mange prærie-stammer. Kiowaerne hørte ikke til de største og heller ikke til de mest fredelige stammer. De udvandrede fra området ved hovedløbet af Missouri-floden og ind på prærien i slutningen af 1700-tallet. Det menes at der på det tidspunkt var ca. 3000 kiowaer fordelt på 10 grupper. Efter nogle opgør med Arapaho, Cheyenne og Sioux-stammerne rykkede kiowaerne længere mod sydvest til området langs hovedløbene af floderne Arkansas, Cimarron, Canadian og Red River. Her kom kiowaerne i konflikt med Comanche-indianerne og det endte med at de to stammer delte området mellem sig. I 1830 kom loven om forflytning af alle indianerstammer, som levede øst for Mississippi til "The Indian Territory" i Oklahoma. Kiowaerne og comancherne underskrev som de første et forlig med USA. Det gik ud på, at USA skulle betragtes som ven og Mexico og Texas som fjender. Da New Mexico og Texas blev optaget som stater i USA i 1848 forstod indianerne ikke dette, og fortsatte plyndringstogterne i de to stater. Det forsynede dem med heste og muldyr, som de brugte i handlen med de nordlige præriestammer. Efterhånden indtog de hvide indvandrere kiowaernes land og samtidig nedlagde nybyggerne millioner af bisonokser, som var prærieindianernes vigtigste kilde til føde, tøj og andre materialer. Desuden medbragte de hvide indvandrere smitsomme sygdomme som ramte den indianske befolkning hårdt. Kiowaerne var sammen med andre prærieindianere i en trængt situation. I 1867 blev den store kiowa-høvding Satanta indkaldt til møde i Kansas City og bedt om at trække sine stammemedlemmer ind i et reservat sammen med comancher og arapahoer. Satanta afslog og kom i fængsel. Kampen mod de hvide og plyndringstogterne i Texas fortsatte, men i 1876 måtte kiowaerne acceptere et liv i et reservat i Oklahoma. I dag lever der ca. 12.000 kiowaer i Oklahoma og andre stater i det sydvestlige USA.

Kiowaerne troede ligesom de øvrige præriestammer ikke på nogen gud, men på ånder. Der fandtes gode og onde ånder. Forfædrene, naturen og dyrene havde deres ånder. Manitu var den største af alle ånder. Han var usynlig, men hans kraft var tilstede allevegne og han herskede over liv og død. Prærieindianerne troede på, at deres sjæl efter døden gik til de evige jagtmarker - en drømmehimmel. Hver kriger der døde i kamp kom til de evige jagtmarker. En tapper kriger kom også til de evige jagtmarker, når han døde af sygdom. Først måtte de onde ånder dog drives ud af hans krop - det sørgede medicinmanden for. Indianerne havde stor respekt for dyrene og naturen. Dyrene opfattedes som mægtige og kloge brødre - nærmest hellige. Prærieindianerne indfangede heste, som var sluppet ud af de hvide indvandreres indhegninger. De blev dygtige ryttere og brugte hesten i kamp og til bisonjagt, som var det centrale i deres liv. Bisonoksen var ikke hellig for prærieindianerne, som mente at Manitu havde sendt bisonflokkene til dem, så de kunne overleve. Bisonkød kunne konserveres og de ikke-spiselige dele kunne anvendes til tøj, telte, våben, tøjler, kogekar, beholdere, sække, reb, musikinstrumenter, smykker og meget andet. På billedet til venstre ses eksempler på nogle af prærieindianernes våben. Bue og pil blev efterhånden erstattet med rifler, som de enten handlede sig til eller stjal fra de hvide. Til beskyttelse anvendte man ofte skjolde lavet af bøffellæder eller bisonskind, som man kan se på billedet lige herunder. Et kært eje for prærieindianerne var de malede bisonskind, som ses på billedet øverst til højre. Motiverne gengav oplevelser fra ejerens liv.

Tøjet var lavet af blødt hjorteskind. Skoene var mokkasiner med broderier af farvede pindsvinepigge. Smykker lavede man af fugleknogler, bisonhorn og bjørnekløer. Desuden pyntede man sig med ørnefjer. Høvdingens imponerende fjerkrone, coronaen, var et magtsymbol, som skulle indgyde ærefrygt og respekt. Prærieindianerne boede der, hvor der var bisonokser i nærheden og havde således ikke noget fast opholdssted. Deres hjem var tipien, et telt der bestod af ca. 25 cedertræstænger og tolv sammensyede bisonskind, hvorpå der var malet magiske figurer. Det var squawerne der rejste teltene, som det også fremgår af billedet nedenfor. Squawerne sørgede desuden for at lave mad og passe børn. Der vistes ingen nåde i kamp. Var to stammer i krig blev heller ikke kvinder og børn skånet. Hvis de blev taget til fange, blev de ofte holdt som slaver hos den fjendtlige stamme. Kvinderne kunne slippe ud af slavetilværelsen, hvis de senere fandt sammen og giftede sig med en kriger fra stammen. Men squawerne var stadig underlagt deres mænd. Det var et udpræget patriarkalsk og mandsdomineret samfund. Krigere som blev taget til fange kunne undgå døden, hvis de viste udholdenhed og styrke, eller hvis de indvilgede i at gifte sig med en squaw til en falden kriger fra den fjendtlige stamme. Alle unge mænd skulle igennem en tapperhedsprøve før de kunne blive rigtige krigere. Prøven kunne bestå i at nedlægge en hjort eller en bjørn. Soldansen var også en god lejlighed for ungkrigerne til at vise deres mod og udholdenhed. De fik spidse træstykker gennem huden ved brystet, hvorefter de skulle danse rundt om en pæl. Indianerne holdt meget af at pynte sig og danse. Soldansen varede otte dage og skulle markere sommerens komme og naturens rigdom.