Sådan mødte Falk og Sølvpil hinanden

Sølvpil er som ganske ung med på en bisonjagt i Colorado med kiowastammens dygtigste jægere. Han skal bevise sine færdigheder som jæger, idet han allerede har vist sig som en klog og tapper kriger. Under et væddeløb med hans ven Springende Hjort bliver Sølvpil taget til fange af nogle assiniboin-krigere, mens det lykkes for Springende Hjort at flygte og få alarmeret kiowa-jægerne. I forsøget på at befri sin søn må Sølvpils far høvding Sorte Bjørn i tvekamp med assiniboinernes høvding Langkniv. Tvekampen er dog ulige da Sorte Bjørn må nøjes med tomahawk mod høvding Langknivs sabel. Sorte Bjørn falder i tvekampen og Sølvpil bliver assiniboinernes fange. I fangenskabet møder Sølvpil blegansigtet Jimmy Huston, som har været assiniboinernes fange i to år. Falk var sammen med sine forældre med i et nybyggervogntog til Californien og nybyggerne blev overfaldet af assiniboinerne, som tog Falk til fange mens forældrene undslap. Sølvpil beslutter at kalde den lyshårede dreng for Falk, da Jimmy Huston er for svært for en kiowa. Allerede samme aften lykkes det Sølvpil og Falk at undslippe, da de fleste af assiniboin-krigerne er ude på prærien for at overfalde et andet vogntog med nybyggere. Sølvpil og Falk formår at tage høvding Langkniv til fange og tvinge assiniboinerne til ikke at angribe nybyggerne. Sølvpil og Falk blander blod og bliver derved fostbrødre. Derefter fortsætter de til Californien for at finde Falks forældre.


Sådan gik det til da Falk og Sølvpil mødte Månestråle og Tinka

I længere tid havde kiowa-stammen været plaget af en glubsk puma, der gang på gang havde overfaldet og såret krigere og squawer. Høvding Tinekha drager sammen med nogle modige krigere, heriblandt Sølvpil, ud for at få ram på pumaen som bliver kaldt The-nhi-sha, hvilket betyder flænsende kat. Høvding Tinekha kommer i tvekamp med pumaen og det lykkes for høvdingen med hjælp fra en anden kriger at dræbe det store dyr. Tinekha bliver såret i kampen. Sølvpil opdager pludselig en spættet pumaunge bag en klippe og får lov til at tage den med sig tilbage til lejren. Det lykkes Sølvpil at få den moderløse pumaunge til at vænne sig til mennesker. Da Sølvpil og Falk ofte skal ud på prærien er de nødt til at finde en anden som kan tage sig af den lille puma. Sølvpil får ikke svært ved at overtale høvding Tinekhas datter Månestråle til at passe pumaungen, som senere får navnet Tinka. Sølvpil og Falk bliver gode venner med Månestråle og sammen med Tinka kommer de ud på utallige eventyr.